København brænder!

(c) Krimimessen Horsens

(c) Krimimessen Horsens

I næste weekend er der Krimimesse 2016 i Horsens Statsfængsel. Jeg vil ikke være at finde på årets messe – jeg er gået i skriveskjul for at færdiggøre min næste bog.

I anledning af messen vil jeg her lægge et lille sneak peak op på bloggen – prologen, samt en lille teaser.

Håber, I tager godt imod den.

En drøm

København brænder. Et rædselsfuldt syn af utæmmet ild, der flænser nattens mørke. Som en Nero uden violin står Sif på en lille høj af sod og betragter flammerne fortære byen. Hun er nøgen, men hun fryser ikke. Hendes blonde hårstrå duver blidt i vinden, kærtegner hendes bare overkrop. Bittesmå flager af aske falder som snefnug i slowmotion omkring hende.

Bygningerne er placeret helt forkert – Rådhuset, Rigshospitalet, Amalienborg, Rundetårn, de gamle huse i middelalderbyen, Mjølnerparkens skjoldede graffitihelvede – alle er de flyttet ind på livet af hende; Sif har et tre hundrede og tres-graders udsyn til brandens ædegilde. Tykke egetræsbjælker knækker sammen og forsvinder i gløderne med en klagen af en anden verden; gasbeton krakeler med lyde som høje pistolskud, flammer brøler deres vrede ud af vinduesåbninger, der er som tomme øjenhuler.

Pludselig løber en skikkelse ud af infernoet. Hun forsøger at nå hen til Sif, men ilden æder kroppen hurtigere end benene kan bære – håret fletter sig op mod himlen, gløder stiger til vejs fra det som små ildfluer, huden smelter og et langtrukkent skrig bliver forvrænget, drukner i lyden af byens død. Skikkelsen falder ned på knæ, men fortsætter fremad i et perverst væddeløb mod kødets smeltende forfald. Lige inden Sif genkender personen, vågner hun med et sæt, badet i sved.

Sif har altid drømt mørke drømme, men til forskel fra os andre bliver hendes drømme til virkelighed. I fire år har hun levet i en dybt medicineret tågeverden for at slippe fra synene. I fire år har hendes liv stået stille. Det er også fire år siden, hun forsøgte at bruge sine evner til at redde en ven, men i stedet endte med at blive voldtaget og hængt med en el-ledning – kun reddet af tilfældet.

Dagen hvor Sifs overfaldsmand bliver løsladt, brænder en vigtig drøm sig igennem medicinens sløvende barriere. Snart efter begynder hendes venner i selvhjælpsgruppen “De Voksne” at dø – hvert drab en kopi af Sifs egen modbydelige oplevelse.

Sif må bevæge sig ud af tågedalen for at kæmpe det godes sag, men kan hun standse en kriminel masterminds hævntogt i tide til at redde sine nærmeste? Og hvorfor bliver hun ved med at drømme, at København brænder ned til grunden? Mørke kræfter samler sig om det lille land højt mod nord, og den synske pige vil – ganske ufrivilligt – finde sig selv i begivenhedernes centrum.

Dette er første bind af serien om Sif.

BERLIN 404 udgives på Modtryk i februar

B404 forside

Det har taget mig tre år at skrive BERLIN 404, men det er først, når jeg ser bogens omslag, at den bliver virkelig – faderskabet bliver håndgribeligt.

Jeg er vild med omslaget. Som med LANGS SMERTEGRÆNSEN er det Harvey Macaulay fra Imperiet som har stået for designet. Berlinmuren skærer sig igennem forsiden, farverne er grå og dystopiske, den industrielle, slum-ramte virkelighed  bliver overlagt et digitalt islæt af selvlysende computerkoder – perfekt til bogens plot.

Titlen var en udfordring denne gang. Gik igennem min meget lange kandidatliste, hvorefter jeg endte med at vælge min oprindelige arbejdstitel. Jeg synes, BERLIN 404 har masser af kant, men har altid ment, at man skal træde varsomt, når man sætter tal ind i titler – specielt hvis de er lidt indforståede (her er insider-viden fra forfatteren: 404 henviser til fænomenet, hvor man ikke kan finde en side på internettet, fordi den er forsvundet: 404 – siden blev ikke fundet).

På den anden side virkede det udmærket for de store numerologer Orwell (1984), Bradbury (Fahrenheit 451) og Murakami (1Q84), så der er håb.

Udgivelsesdatoen er sat til 6. februar 2015. Næste post handler om bagsideteksten, hvor jeg løfter sløret for noget af plottet … fortsættelse følger.

BERLINMUR BLUES

Det er første gang, noget lignende er sket for mig.

For fire et halvt år siden læste jeg en artikel i Weekendavisen om Günther Schabowski. Han er måske ikke så kendt i den brede offentlighed anno 2014, men den 9. november 1989 var han partisekretæren, der med en forfjamsket optræden ved en live pressekonference i DDR ufrivilligt gav Berlinmuren dødskysset.

“Hm,” tænkte jeg. “Hvad mon der var sket, hvis han aldrig var nået frem til den pressekonference? Ville Muren havde stået endnu? Hvordan ville verden have set ud?”

Alle gode bøger starter med den slags spørgsmål. Fire år senere lå manuskriptet klar: en fire hundrede-siders thriller med den wow-effekt, at den foregik i en tænkt fremtid, hvor Berlinmuren stadig står! Førstelæsere og forlaget var begejstrede, og i forsommeren blev den straks antaget til udgivelse.

Chokket indtræffer i august 2014: Midt i redigeringsprocessen sender min agent mig en mail med ordene “gå nu ikke i panik”. Nederst i mailen står et link til Lindhardt og Ringhofs efterårskatalog, der indeholder en krimi kaldet Plan D af Simon Urban som, surprise surprise, foregår i en nutid, hvor Berlinmuren stadig står.

Facepalm!

http://4.bp.blogspot.com/-TwLl-8GUbdw/UzDpR7Nnn_I/AAAAAAAAI2M/cWZ_9W9Fqs8/s1600/The+Socialist+Fraternal+Kiss+between+Leonid+Brezhnev+and+Erich+Honecker+1979+2.jpg

De første par uger følte jeg, som om det var det mig, der havde fået dødskysset. For at føje spot til skade er Simon Urban endda tysker, og hans bog udkommer i Danmark i oktober, mens min udkommer efter nytår. Det er som at løbe et fire år langt maraton og blive overhalet lige før målstregen.

På den lyse side er det to meget forskellige bøger (Urbans er en traditionel krimi, min en politisk thriller / økonomisk dystopi) så mon ikke, der er plads til begge i læsernes hjerter? I hvert fald er der ingen slinger i valsen i forhold til udgivelse, qua bogens kvaliteter – så, må den bedste mand vinde.

(og min kommer efter alt at dømme til at indeholde ordet “Berlinmur” i titlen – æd den!)

Mindfulness: Fup eller fidus?

"Past Present Future": Urdesign af Daniel Will Harris.

Urdesign af Daniel Will Harris.

Jeg så det her ur på Facebook og blev øjeblikkeligt tiltrukket af det.

Jeg er totalt planlægningsmenneske – og ikke af lyst. At balancere et 50-timers job med forfatterkarriere, familietid og sociale relationer hensætter hjernen i en evig tilstand af planlægning / risikominimering / problemknusning. Befinder mig aldrig 100% i nuet – meget imod min natur som afslappet livsnyder  … (min natur og jeg er flyttet fra hinanden; et eller andet med, jeg var ikke nærværende nok).

Jeg behøver virkelig et skud meditativ jordforbindelse. Men der er noget, der ikke føles rigtigt ved hele lev-i-nuet / Mindfulness- konceptet, selvom jeg har set referencer til flere videnskabelige undersøgelser, der påpeger, at det virker.

Måske fordi det er blevet hijacket af folk, som har en uhyggelig lighed med de lalleglade personager, der forsøger at sælge idéen om, at atastralhealing, Jesu kærlighed og stikpiller lavet af krystaller er løsningen på alle vores problemer. Det pisser mig af i en sådan grad, at jeg nu ikke engang kan se en reklame for Henning Daverne (den rare mand) og hans Mindfulness-kurser uden at få forhøjet blodtryk.

Henning D

Stik mig en lussing, Henning, før din aura af yoga-inspireret indre ro giver mig et slagtilfælde. (Gengivet  med tilladelse  fra http://www.henningdaverne.dk/mindfulness/   <— bøger og kursus anbefales!)

I min verden er det alternative bullshit designet til at give søgende mennesker en forklaringsmodel for det uforklarlige (og lænse deres tegnedreng). Evidens er Gud! Jeg ville ikke købe en fisk, hvis der var en artikel om kinesiske medianbaner trykt på avisen, som den var pakket ind i.

… men jeg har købt uret. Noget måtte der jo gøres.

Von Deutschland nach Krimimesse

CANCELLEDJeg var på Krimimessen i Horsens i weekenden. Som sædvanlig en super oplevelse. Desværre kan jeg ikke sige det samme om turen dertil.

I dunno … jeg er generelt bare ikke heldig med transportmidler for tiden (se Klassekamp på Economy Class). Havde været på messe i Köln hele ugen og planlagde at nå hjem til København for at hente rent tøj, blive barberet og kysse familien, inden jeg hoppede på et IC3 til Horsens. Desværre besluttede sikkerhedspersonalet i alle sydtyske lufthavne at strejke fredag – ja, selvfølgelig kun fredag – så mit fly blev aflyst … IGEN!

Det skulle være løgn! Sprang på et tog i Köln … 9 timer til København, masser af batteri på laptoppen, bistrovogn med Franziskaner på fad. Hvad kunne gå galt? Det skal jeg sige dig: Deutsche Bahn kunne gå galt. Hvad fanden er der blevet af Ordnung muss sein?! Toget forsinket ved ankomst til Hamborg, forbindelse til København over Puttgarten kunne ikke vente. Strandet i Hamborg i daggammel, gedelugtende skjorte og begydende talebaner-skæg.

Ny plan! Efter 4 togskift op igennem Nordtyskland og Jylland, nåede jeg ved midnat frem til Skanderborg og måtte trække i den ultimative nødbremse, som en mand har til rådighed: at ringe til sin mor. Mor svigter aldrig! Ikke nok med at hun hentede mig på stationen … nej, hun fodrede mig også, vaskede mine skjorter og redte mig en seng. Forty going on fourteen.

Næste dag kunne jeg udhvilet, mæt og i ren skjorte troppe op i det gamle statsfængsel, hvor messen afholdes hvert år. Jeg hørte inspirerende interviews af Jesper Stein, Kaaberbøl/Friis, Magnus Montelius, Johan Ottosen og mange flere.

Jeg nåede endda at blive barberet inden … med min mors ladyshaver. Ak, ja.

Forfatterlektion 1: Lyt til stemmerne i dit hoved (og skriv ned, hvad de siger)

Har du en forfatter i maven? Smagte han godt? Måske er du bare nysgerrig efter at vide, hvordan en forfatter arbejder? Denne artikel fortæller lidt om, hvordan jeg selv går til biddet baseret på mine begrænsede erfaringer med halvanden roman under bæltet.

Direkte til kilden

Der er et helt satellitsystem af færdigheder, der påkræves for at kunne skrive (ja, det hjælper at kunne stave og sætte kommaer) men lad os gå direkte til kilden: man skal bruge en god fantasi – alt andet er sekundært! Fra krimier til de mest avantgardistiske forfatterskoletekster forsøger vores skriblerier at fortælle en historie. Hvis der ikke dukker historier op i ens hoved (som egner sig til viderefortælling) kan man være nok så dygtig en håndværker, man bliver aldrig forfatter (men måske ghostwriter?).

voices-in-my-headSiden jeg var barn, har jeg hørt stemmer. Ikke på “ring efter den blå vogn”-måden (hvor kommer det udtryk i øvrigt fra?) men alligevel nok til at jeg ofte undres over de snoede stier min hjerne vælger at tage i sine til lejligheden opdigtede fantasiverdener. Fænomenet opstår helt spontant, når jeg fokuserer på noget, som ikke kræver en særlig grad af koncentration (fx husarbejde eller et vilkårligt program på TV3’s sendeflade).

Jeg har et utal af indre verdener. Nogle opstår og forsvinder på en opvasks tid, andre har min hjerne digtet på i årtier og kan genbesøges ad libitum. Fantasierne bliver ofte så medrivende, at jeg kommer til at udbryde grynt, ord og sætninger, der ikke har nogensomhelst relevans i den virkelighed jeg befinder mig i på det givne tidspunkt (min kæreste tror, jeg har Tourettes; vi indført en regel: man må råbe “inner life!” som forklaring på sære udbrud; det er væsentligt nemmere, end at udrede hvordan man er endt i en opdigtet sexscene med Angelina Jolie, Gandalf og De tre små grise).

Hvis din hjerne ikke er en hyperaktiv digtermaskine, har jeg desværre ingen tips til, hvordan du kan opelske det. Der er stoffer, som får én til at høre stemmer, men jeg har aldrig prøvet dem – der er rigelig kog i min hjernegryde, thank you very much.

En nyttig grad af skizofreni

Jeg mødte engang en læge. Hun gav mig en definition på skizofreni ved følgende eksempel (frit efter hukommelsen):

Ud af øjenkrogen ser du en flagermus flyve forbi. Din første indskydelse er: “Det er Batman!”  På et splitsekund griber den normale persons underbevidsthed impulsen i luften, omformulerer den til: “Selvfølgelig er det ikke Batman, det er en flagermus” og serverer denne version af virkeligheden for dig.

Den skizofrene lader impulsen slippe igennem. Han ser Batman.

batman2Måske har folk med en livlig fantasi en rem af huden … en nyttig grad af skizofreni? Eller måske er de bare mere bevidste om impulsbehandlingen og kan rumme de forskellige udfaldsmuligheder? (Hvad laver Batman i København? Skal han i Tivoli? Der ligger en historie gemt her; jeg må hellere lige skrive den ned).

Og heri ligger hemmeligheden: at kunne nedfælde, strukturere og bearbejde det rå output af den “kreative nerve” i tekstform. Mere om det næste gang … hvis stemmerne er ok med det.

Klassekamp på Economy Class

Jeg har liget fået det bedste flymåltid nogensinde. Friskbagt, lunt brød med økosmør; økologisk yoghurt; økologisk appelsinjuice; godt pålæg; æg der ikke smagte, som var de kommet ud af det forkerte hul på hønen. Det hele var lækkert.

Lækker flymad

Foto: sushistegen.blogspot.com

Min første reaktion var at blive imponeret – “godt gået, SAS,” tænkte jeg. “Der sgu stadig grund til at bevare det skrantende skandinaviske islæt i moderne luftfart”. Så opdagede jeg, at kvinden bag ved mig skulle betale for sit måltid. Uden at vide det, var jeg blevet opgraderet til “Economy Extra” fordi mit oprindelige fly var blevet aflyst uden forklarlig grund  (fuck you, Austrian Airlines – jeg stod op 4:45 for at nå det!) og de skulle finde en anden måde at få mig fra København til Kiev. Hvis det ikke havde været for kvindens problemer med sit kreditkort, havde jeg aldrig opdaget, at jeg var opgraderet. Sæderne er nøjagtig lige så små og står præcis lige så irriterende tæt på Economy Extra … men du får din morgenmad gratis.

Der er et eller andet, der skurrer i forhold til den skandinaviske lighedsmodel her (flere penge lig med bedre behandling? Graduering af mennesker efter pengepungens størrelse? A, B og C-mennesker?). Men ok, hvis det eneste, man får på Economy Extra, er gratis morgenmad og signalværdien i at sidde forrest i flyet, frister symbolikken enhver forfatter til at gøre grin med middelklassens behov for at snobbe opad.

I mellemtiden sparer jeg point sammen, så jeg kan flyve Business Class.

Generation Y Bullshit

En trend, som virkelig kan irritere mig, er de falskt indsigtsfulde, nærmest spirituelle, videoer, der prøver at sælge os idéen om, at hvis man bare gør det man brænder for i livet (i stedet for at jage ussel mammon) så skal man nok opnå lykke og succes (og såmænd også de rigdomme, som man var efter i første omgang).

Det er en ordentlig gang bullshit.

Prominent eksempel oplæst i David Attenborough-stilen (det kunne have været Thomas Winding, hvis den var dansk – ren Vinden i piletræerne)

Jeg mener … budskabet er da sympatisk: livet er kort, vær lykkelig, gør hvad du vil. Men hvad ville der mon ske med verden, hvis vi alle sammen fulgte vores mere eller mindre produktive kald, som fx at være frimærkesamlere, malere eller ja, forfattere? Ingen mad ville blive produceret, men det ville ikke gøre noget, for der ville ikke være nogen til at transportere det til supermarkedet, og slet ingen til at sidde ved kassen og sælge os det. Vores skrald ville ikke blive hentet om morgenen, kloaksystemet ville ikke fungere, der ville ikke være asfalt på vejene og ingen rindende vand. Flyene ville ikke flyve, skibene ville ikke sejle, og der ville ikke være nogle universitetsbygninger, hvori halvdelen af klodens befolkning kunne sidde og undervise den anden halvdel i creative writing.

Generation Y … selvværdsgenerationen … vokset op med forestillingen om, at alle er unikke snefnug, og alt drejer sig om at realisere sig selv. Reality check! Hvis du ikke går på arbejde hver dag, bliver huslejen ikke betalt, og der står ikke mad på bordet til dine børn om aftenen. Sådan er livet – så pak den forkælede prinsesseattitude ned indtil den næste bobleinducerede højkonjunktur, og smøg ærmerne op … der er jo nogen, der skal betale til mine barselsdagpenge, så jeg kan ligge her på sofaen hele dagen og blogge!

Langs smertegrænsen topkandidat til Bogforums debutantpris 2012

Bogforum 2012

Det er altid lidt sjovt at opdage ved et tilfælde, at man er nomineret til en vigtig pris. LANGS SMERTEGRÆNSEN var på kandidatlisten til Bogforums debutantpris i halvanden uge, uden at jeg opdagede det.  Da den så blev short-listed som en af de fem bedste, fik min søde redaktør heldigvis givet mig et vink med en vognstang (mails med emnet “HURRA!” fanger trods alt det travle øje – tak Nanna!)

Jeg er ærgerlig over min egen tungnemhed, for jeg nyder virkelig forventningens glæde (som dog også er distraherende på den arbejdshæmmende måde). Prisoverrækkelsen på Bogforum 2012 nærmer sig hastigt, så visheden rammer snart alle fem kandidater. Det ville være falsk beskedenhed ikke at stå ved, at LANGS SMERTEGRÆNSEN er en exceptionel bog – nogle gange kan man bare mærke den slags in your gut – så den kunne sagtens gå hen og vinde. Men selvom den ikke gør, er det en stor ære at have fået topkandidat-prædikatet.

Der sker også andre ting på Bogforum: lørdag kl. 13:00 skal jeg interviewes på Rød Scene af Nanna Rørdam Knudsen fra Modtryk, hvilket jeg glæder mig meget til. Bogforum har været en tradition på linje med (højere end) juleaften for mig i mange, mange år. At sidde på en af scenerne kommer til at føles som at vende hjem … tror jeg. Opdatering følger.

Fri os fra angstbid i befolkningsdebatten

Lille hund med stor mundNår mellemøstlig macho møder dansk stammementalitet

Eid-festen i 2012 bliver husket for den spektakulære historie om en odenseansk skadestue, der bliver stormet af halvfjerds vrede mænd med køller. Det mentale billede af en frådende horde af overfaldsmænd skaber en masse følelser i folk – nok først og fremmest angst. Offentlighedens rygmarvsreaktion (med få undtagelser) ligner det, dyrepsykologerne kalder angstbid – det forekommer, når et dyr bliver bange og derfor går til angreb. Fænomenet er bedst eksemplificeret af formanden for folketingets udvalg for udlændinge og integration(!), Trine Bramsen(S), der går til Ekstra Bladet med en udmelding om “at de skulle overveje at rejse hjem” – underforstået af mange: de brune statsborgere er en svulst i de hvides Danmark, som skal skæres ud.

Men ifølge den af Politikens journalister, der faktisk tog ud og talte med den anden part i Odense, blev en fest fyldt med børn beskudt af tilkomne (rockerrelaterede) personer, hvilket fik gæstdeltagerne til at gå amok på skadestuen. Det lyder grangiveligt som en konfrontation mellem kriminelle og nogle oprevede selvtægtsmænd, som fint kan håndteres indenfor rammerne af det danske retssystem, uden at vi behøver at tage endnu en runde “spark til muslimerne” i mediemøllen. Med ganske få ord stigmatisere Trine Bramsen en hel dansk befolkningsgruppe og genopliver en populistisk “dem og os”-retorik, som mange ellers havde håbet afgik med VKO.

Hvorfor ender vi altid i samme negative spiral? Svaret skal også findes i psykologien. Som lægmand – der har boet i Mellemøsten, i blandede kvarterer i Danmark og har mange “etniske” venner – vil jeg postulere, at unge mænd med mellemøstlig baggrund bringer en machokultur til bordet, der virker som en rød klud på den traditionelle danske selvforståelse. Andre grupper – fx asiatiske og jødiske samfund – lever langt under offentlighedens radar i Danmark, selvom der også her findes nogle af de samme tendenser til “parallelsamfund”, som muslimer kritiseres for.

Hvorfor denne forskel? Måske fordi vi (traditionelle) danskere ikke kan goutere at blive konfronteret med en synligt anderledes gruppe, hvorfra repræsentanter “spiller smarte” og “fører sig frem”, nogle endda på en voldelig måde.

For fremtiden burde de varmblodede mænd med mellemøstlig baggrund måske slå koldt vand i blodet, tillægge sig lidt ydmyghed og skrue ned for machismoen i det offentlige rum (man kunne ringe til politiet, hvis man bliver skudt på?). Til gengæld burde den etablerede offentlighed stoppe med at lade angstbiddet og stammementaliteten stå for udtalelserne. Socialdemokratiet kunne passende fyre Trine Bramsens fra tillidsposterne for at markere, at æraen for Pia Kjærsgaards retorik er endegyldigt slut i dansk politik.